En stor Fødselsdagsgave

Søndag d. 3. juni havde min far arrangeret klatretur for hele familien i forbindelse med min fødselsdag. Vi startede allerede lørdag, hvor vi alle (bortset fra Øystein som var blevet syg :-( ) mødtes til grillmad i regnvejr. Vi spiste, så fodbold og hyggede os påå terassen da det holdt op med at regne.

Søndag stod vi tidligt op og spiste morgenmad sammen alle sammen. Kl 10.45 tog vi ud til Naturlegepladsen i Nødebo, hvor Jesper (en skovløber mine forældre kender) stod klar med reb og sele.

Jeg var den første der skulle op i træet, som "kun" var 22 meter højt. Jesper forklarede en masse sikkerhedsregler, mens jeg fik selen på, og så var det ellers bare afsted. Hans rekord var på 13 sekunder. Den forsøgte jeg ikke at slå! Det første stykke var svært. Der var ikke ret mange grene at få fat i og mange steder var der kun knuder på stammen, som jeg kunne stå på. Da jeg kom lidt længere op, blev grenene flere og tyndere, så det var nemmere at få ordentlig fat. Da jeg nåede toppen, kunne jeg slappe lidt af og trække vejret inden turen gik ned igen. Og nej, jeg skulle ikke klatre, men fires ned... Det gik stærkt!

Da jeg nåede jorden igen rystede jeg over hele kroppen af al den adrenalin der fyldte mig. Det var en rigtig fed fornemmelse. Det føltes som om det hele havde taget et kvarter, men faktisk havde jeg nået de 22 meter op - og ned, på under 2 minutter.

Den næste der skulle op var Katjas lillebror Kasper. Han var også utrolig hurtig med at komme op. I løbet af ingen tid var han helt i top og endnu hurtigere var han nede igen.

Efter Kasper var det Janes tur. Hun startede ud med at skulle prøve selens bæredygtighed, med det resultatat at hun hang og dinglede en meter over jorden indtil Jesper firede hende ned igen.

Da hun havde grinet af, var hun klar igen, men hun nåede ikke meget længere end den første gren, før der opstod nye problemer. Jane er ikke ret høj og det er som regel ikke noget der skaber de store problemer, men når det drejer sig om det første stykke af træet i Nødebo, ja så er det altså ikke nogen fordel at være lille. Jesper måte hive hende op det første stykke, fordi der simpelthen var for langt mellem grenene. Hun skulle dog ikke have meget hjælp, før hun var klar til selv at klatre, og da først der kom lidt flere grene, var det ligefrem en fordel at være lille. Hun susede op af træet og stoppede først ved toppen. Nedturen gik også hurtigt og Jane sluttede sin klatretur på jorden helt ødelagt af grin.

Tilsidst var det Anders' tur. Gymnastiklæreren som dagen i forvejen havde belært os alle om vigtigheden af at strække ud, havde vist været lidt for kæk. Lørdag aftens gymnatikshow havde efterladt Anders med lidt ømme ben og han havde glemt alt om at varme op, så det første stykke op gjorde vist lidt ondt. Men også han fik hurtig tag på det og han var også hurtig til tops og endnu hurtigere ned.

Kasper og jeg tog en tur mere og mærkelig nok var 2. tur sværere rent mentalt, men det lykkedes os at komme helt op.

Da vi var færdige med at klatre, gik vi over på legepladsen for at Anna og Emilie kunne få lov at klatre lidt også.