tirsdag den 30. december 2008

Jøsses som tiden flyver...

Her sidder jeg, dagen før nytårsaften 2008, med en følelse af at tiden bare er forsvundet. Jeg har det sidste halve år vendt fuldstændig op og ned på mit liv, og er stadig igang med at finde fodfæste i en helt ny hverdag...

Jeg håber på der kommer lidt mere ro på hverdagen i 2009 og jeg kan få genoptaget kontakten med to meget vigtige personer i mit liv (I ved selv hvem I er, og jeg savner Jer virkelig). Men de sidste mange måneder har jeg slet ikke siddet stille og ikke haft overskud til andet end arbejde og sove!

Det ser dog ikke ud til jeg skal slappe af sådan lige med det samme. Fra 1. februar håber jeg at overtage et hus i skoven, men hold fast hvor det trænger til en kærlig hånd... Så jeg har nok at se til. Men jeg er sikker på der kommer til at ske en masse dejlige og positive ting i det nye år, håber bare jeg ikke stresser for meget til ikke at nå at nyde det.

Hav et rigtig dejligt nytår alle mine kære der stadig kigger forbi denne blog...

lørdag den 12. juli 2008

Det danske vejr er Gajolvejr...

Det siger de i hvert fald i reklamen, men jeg er ikke sikker på jeg er helt enig. Jeg vil nu mere sige det danske vejr er regnvejr... Ikke at det skal ødelægge noget.

Ahhhhh, lige nu sidder jeg på min sofa, med pc'en på skødet og nyder stilheden. Det har været en lang tur hjem.


Det har været en rigtig dejlig uge. Og nej, det har ikke regnet hele ugen, der har også været en del solskin. Der har været fuld knald på det meste af ugen, og med 4 børn er der sjældent ro særlig længe. Så det er helt mærkeligt at være hjemme igen og det kun er naboens boremaskine der larmer!!! Så vil jeg nu hellere høre børns latter.

Vi tog som sagt afsted lørdag og havde en nem og hurtig tur derop uden nogen særlig trafik. Efter lidt frokost gik vi alle en tur til stranden. Jeg trængte virkelig til at blive kølet af, så jeg hoppede i badetøjet sammen med børnene.



Jeg er ikke så bleg som jeg ser ud til, det er bare fordi ungerne er så brune... ;-)


Søndag regnede det vist, så det blev til en tur på stranden i regnvejr, og ellers scrap hjemme i sommerhuset for nogel, spil og film for andre.




Mandag gik turen til et vældig fascinerenede sted... Family Fun Park... Prisen for at komme ind dette sted var 50 kr. pr næse, og det var virkelig ikke pengene værd. Det var et sørgeligt sted, med en håndfuld geder, to heste, nogle kaniner og en hund der kunne lave tricks. For at gøre oplevelsen perfekt, begyndte det at øsregne. Så kunne børnene ikke engang lege på legepladsen der. Skulle du komme forbi dette fantastiske sted, så gør dig selv den tjeneste at køre forbi. Det er spild af tid og penge!

Tirsdag var lidt bedre, og dog. Det startede i hvertfald godt... Vi tog til Svinkløv plantage og gik en hyggelig tur, men måtte rimelig hurtigt vende om, da Ø's fod gjorde meget ondt. Vi blev enige om at tage på skadestuen og få den tjekket. Det viser sig at der ikke længere er nogen skadestue i Brovst, så vi måtte hele vejen til Aalborg. Her fik vi lov at vente 2 timer før han endelig blev undersøgt. Heldigvis kunne de ikke se noget, så han fik at vide han bare skulle holde den i ro. Så vi kørte hjem igen og havde ikke rigtigt fået noget ud af dagen. Men vi fik da set Aalborg skadestue. Det skal man ikke kimse af...



Her er lige et billede fra Svinkløv Plantage.

Onsdag stod i fødselsdagens tegn. Vi fejrede Thomas og Rasmus. Det blev gjort på terrassen i sol og vind, med flødeboller, chips, kage, sodavand og kakao - lige hvad der skal bruges til en børnefødselsdag :-)

Rasmus fik en Star Wars Lego figur som selvfølgelig skulle samles med det samme, og det meldte jeg mig gladeligt til.



Torsdag gik turen til Rold Skov. Det er et rigtig fedt område. Kunne man nu bare flytte stedet til sjælland, så ville jeg helt sikkert gerne arbejde der.

Stedet har bla et område kaldet Troldeskoven. Her vokser bøgetræer i de mærkeligste formationer. De er blevet beskåret, spist af vildt mm og er derfor kommet til at se meget mærkelige ud. Det er en magisk fornemmelse man rammes af når man træder ind i denne del af skoven.


Derefter fortsatte skovturen til Den Jyske Skovhave, endnu en del af Rold skov. Det er et gammelt aboret med masser af publikumspleje :-) De har sat skilte op så det er muligt at se hvilke træer man kigger på, og det er jo godt når man skal øve sig i de forskellige træarter. En af Skovhavens helt store attraktioner er en Grandis på 43 meter. Det er helt vildt at se et træ så stort.


Det er ikke sidste gang jeg skal dertil og er du i nærheden er det virkelig et besøg værd.


Igår fredag regnede det igen. Det skulle dog ikke stoppe os fra at komme på stranden. Pernille og jeg blev sat af et stykke fra de andre, så vi kunne kigge efter rav. Da vi nåede ned til de andre var de igang med at grave kanaler i sandet. Jeg gik straks igang med at hjælpe, og inden længe havde vi lavet et stort system af vandkanaler. Tilsidst fik børnene lov til at hoppe i vandet med regntøj på, og det kunne jeg da heller ikke lade være med. Jeg var alligevel allerede gennemblødt fra inderst til yderst.






Idag gik turen så hjem. Det var hårdt at sige farvel, og jeg gklæder mig rigtig meget til at se dem alle snart igen.

I næste uge starter Ø på arbejde igen, mens jeg har en uges frihed mere.

fredag den 4. juli 2008

Næsten klar

Så er jeg ved at have pakket. Tror måske det er mit scrap der fylder mest, selvom jeg har prøvet at begrænse mig. (fandt lige et minialbum jeg var nødt til at tage med...).

Nu skal jeg snart i seng, for jeg skal næsten op med fuglene imorgen, for at pakke det sidste.

torsdag den 3. juli 2008

Så går turen snart til det Nordjyske

Nu varer det ikke længe før vi vender næsen mod det nordjyske, dog først lørdag... Jeg skal selvfølgelig have en masse scrap med, så kan det rent faktisk være jeg får lavet noget. (Nej Cecilie, det er ikke sikkert, men man kan jo håbe ;-) ). Ellers håber jeg på en masse ture i naturen. Jeg har lovet min lærer Henrik at øve mig på nåletræerne. Og der er godt nok lang vej før jeg kan dem... Det er jeg bare dårlig til!

Jeg vil forsøge at opdatere bloggen på ferien, men heller ikke her kan jeg love noget ;-)

lørdag den 28. juni 2008

Se lige her

http://politiken.dk/sport/article530162.ece

Hvis du gider må du gerne krydse fingre for Lars. Jeg er sikker på vi en dag ser ham til OL!!!

Weekendplaner

Idag går turen endnu engang til Fredensborg. Formiddagen står på Thomas og Rasmus, så det betyder sikkert fodbold, hajørnefugle og små figurer. I løbet af eftermiddagen skal de til fødselsdag, så der fortsætter turen hjem til mine forældre. Der kommer både Anders og Jane med deres familier og der bliver serveret dejlig mad. Jeg elsker de dage hvor vi alle er samlet hos mine forældre. Det ender altid i grineflip og sjove diskussioner.

Igår var planen at slappe af hjemme og måske (kun måske) scrappe. Men Beans kontaktede mig på sms (uuuuhhh) og spurgte om jeg kom forbi. Hende og Line skulle spise frokost sammen, og det kunne jeg jo ikke sige nej til. Så det var afsted i øsregn og med bussen!!! Men det var det hele værd. Vi fik en rigtig lækker frokost og snakkede som altid rigtig godt.

Nu skal jeg bare have drukket min the færdig, i bad og så afsted ud og hente Anders, Katja og Asger.

Hvad er dine weekendplaner?

onsdag den 25. juni 2008

Av av av

Av av av hvor har jeg ondt. Men jeg har da fået øvet mig i at tænde motorsave...

Det var dejligt at komme afsted. Mine lærere og jeg fik testet maskinerne og styr på hvilke der ikke virkede. Så nu kan resten blive pakket og sendt til Vrange.

Aftenen blev tilbragt i Fredensborg. Marit og drengene er endelig hjemme på ferie, så det var så dejligt at se dem. Rasmus var meget genert i starten, men ville gerne snakke og samle små figurer. Thomas snakkede som om det ikke var meget mere end et par timer siden jeg sidst havde set ham. Det blev ikke til så mange billeder, for tiden blev brugt til at lege og snakke.

I morgen skal jeg en tur til Vrange. Vi skal have ordnet bede, slået græs og brændt ukrudt. Det skulle ikke tage så mange timer, så jeg har lovet at hente Asger i vuggestuen når jeg kommer hjem. Jeg har ikke set ham siden d. 8, så jeg glæder mig rigtig meget til at være lidt sammen med ham, inden turen igen går til Fredensborg.

tirsdag den 24. juni 2008

Tilbage på "arbejde"

Igår var så hyggelig. Jeg mødte Cecilie, Kristian, Norri og Warren foran Botanisk have hvor vi gik en dejlig tur og så de forskellige planter. Der er godt nok mange planter jeg ikke har styr på, men hvad, jeg kan jo helller ikke mine nåletræer endnu, så jeg skal nok ikke starte i Botanisk have...

Idag er det tilbage til trædemøllen. Jeg skal til Vilvorde og hjælpe mine lærere med at teste motorsave. Vi skal have tjekket dem alle for at se om de fungerer, inden de skal med til Vrange. Så jeg skal snart i mine savebukser og så afsted.

mandag den 23. juni 2008

Amerikansk besøg

Idag er jeg inviteret i byen af Cecilie og Norri. Norri kommer fra Californien og er i Danmark med sin mand på ferie. Jeg har aldrig mødt Norri, men føler alligevel jeg kender hende ret godt. Vi har skrevet en del sammen på mail, så jeg er meget spændt på at møde hende.

Jeg skal mødes med de to damer ved Botanisk Have, hvor vi vil gå en tur og derefter finde et sted og spise frokost.

Jeg er lidt nervøs men det er jo ikke hver dag man får lov at møde Norri :-) så jeg glæder mig rigtig meget.

søndag den 22. juni 2008

Ikke helt sommerferie

Jeg kan ikke klare tanken om at sidde hjemme i 7 uger, så jeg har fået lov at hjælpe min lærere med at klargøre Vrange (stedet hvor vi efter sommerferien skal modtage al skovundervisning):

Det er et fantastisk sted. Et gammelt traktørsted i nærheden af Ringsted.

Så hvis du er i nærheden i uge 27 (minus mandag), så kig forbi, så giver vi nok en kop kaffe :-)

Ny frisure

Efter skoleafslutningen har jeg slet ikke kunne sidde stille. Der skal ske noget hele tiden. Det ses bla på hvor lidt jeg får scrappet.


Igår var ikke spor anderledes. Så jeg ringede til frisøren. Der skulle ske et eller andet.





Da frisøren var ved at være færdig var der ikke sket nok... Så vi blev enige om at jeg skulle have pandehår...


Jeg er egentlig godt tilfreds med resultatet, men jeg skal godt nok lige vende mig til at have pandehår...

En helt ny oplevelse

I fredags gik jeg på sommerferie efter et skoleforløb på 10 uger på Vilvorde. Det har været de bedste 10 uger i MEGET lang tid. Alt er gået langt bedre end forventet. Jeg havde planer om at starte langsomt op, men endte med at være der stort set alle dage. Jeg mødte de dejligste mennesker med en enorm forståelse, hvilket gav mig lysten til at gøre mit bedste.


Vi startede med at plante bøgetræer vi havde været ude og finde i en selvsået plantage. Det var ikke ret spændende men jeg kom til at lære mine medstuderende at kende mens vi gik og plantede dem. Senere rykkede vi videre til et område der skulle beplantes med eg.

Det blev et kæmpe projekt. Området var slet ikke ryddet så det var næsten umuligt at plante. Der endte måske også med at gå lidt mere hygge i det end arbejde.

Da alle 4000 små egetræer var sat skulle der sættes hegn. Et hegn på 500 meter og 170 cm højt. Og sådan et skal sættes fast på egepæle som skal graves 1 meter ned i jorden - med håndkraft. JA TAK hr. lærer!!!






Vi endte dog med at få gravet alle hullerne, sat egepæle fast og hegnet fastgjort. Resultatet var bestemt ikke ringe, men lønnen havde været det hvis vi havde været på akkord. Det var lidt sørgeligt at forlade området, fordi vi havde været der så længe og var blevet så sammentømret et team.


Her er det færdige område. Det er ikke til at se hegn eller noget, men jeg tog nogle billeder idag som jeg vil uploade senere. Der kan man både se hegn og stenter.

fredag den 14. marts 2008

Det færdige maleri

Tænkte jeg lige ville vise et billede af det endelige resultat...

Min første 12 of 12

En fyr ved navn Chad Darnell har fundet på en sjov ide, hvor man den 12. i hver måned skal tage 12 billeder. Tænkte jeg ville prøve det denne måned, men det lykkedes ikke helt. Det blev desværre kun til 10 billeder...
Et billede der viser datoen.





Dagens anden morgenmad.

Min fars tissuebox.

Ja det her er så mit lærred. Dagens projekt var et lille maleri (jeg blev inspireret af Cecilies køkken make-over).


Her har jeg tegnet op hvor der skal males.


De første spæde strøg. Det er meget mærkeligt at male sådan på en væg, for jeg bestemmer jo selv hvor billedet skal stoppe og er ikke tvunget til at holde mig inden for nogle faste rammer.



Lidt mere, nu er det snart til at se hvad det skal blive.

Min lille mand efter en kedelig dag på arbejdet. Der havde ikke været noget at lave.

Et næsten færdigt træ.


Aftenens sidste opgave...

torsdag den 28. februar 2008

Jeg sælger ud

Jeg har ikke længere brug for min Crop in Style XXL taske (black).






Og har også den her til salg (blue):



Smid en mail hvis du er interesseret, så kan vi snakke om en pris.


onsdag den 23. januar 2008

Stort TILLYKKE!!!

Min søde mus Øystein har fødselsdag idag.

Vi skal ikke lave det helt store, da han først er hjemme 18.30, men han har fri i weekenden, så måske kan vi fejre det der istedet.

Øystein, jeg håber ikke din dag bliver alt for træls. Jeg glæder mig til at se dig i aften.

mandag den 21. januar 2008

Travl weekend

Det har været en travl weekend for Øystein og jeg. Fredag var jeg til symposion på Rigshospitalet i forbindelse med min fars 60-års fødselsdag. Der var flere forskellige foredrag og det hele blev afsluttet med en reception. Der var masser af mennesker og en masse dejlig mad. Efter receptionen kørte jeg til Fredensborg for at passe hunden. Øystein kom derop da han fik fri, og vi nød en afslappende aften på sofaen.

Lørdag skulle Ø arbejde, så mine forældre og jeg tog en tur i skoven efter morgenmaden. Det var lækkert vejr og dejligt at komme ud og blive blæst igennem.

Klokken 13 skulle vi til julefrokost hos Cecilie og Kristian. Som altid var det en overdådig frokost med SÅÅ mange lækre ting. Det hele blev afsluttet med en polsk-moderne frugtsalat.

Efter julefrokosten tog vi alle til Fredensborg for at planlægge skiferie. Det blev mest til snak men vi fik da styr på nogle detaljer.

Søndag var jeg i Kildeskovshallen svømmehal med Anna, Emilie og Jane. Det er en super lækker svømmehal, men der var desværre alt for mange mennesker. Vi sluttede dagen i kantinen med et stykke kage og en sodavand.

Der har været Extreme crop på Lifetime i denne weekend. Jeg nåede desværre kun at lave tre kort, men det giver da lidt point.

Forhåbentlig får jeg scrappet lidt mere i løbet af ugen.

torsdag den 17. januar 2008

Et nyt år - et nyt forsøg...

Så prøver jeg igen at opdatere. nu må vi se hvor længe det holder...

For tiden går alting egentlig ret godt. I tirsdags var jeg til mit sidste møde på stolpe, så nu er jeg helt færdig der. I går havde jeg Emilie med i svømmehalen mens Anna var på hospitalet. Jeg tror vi var i vandet i næsten 2 timer, og den lille pige endte med at blive en ren vandhund.

Nu er planen så at Anna skal med næste gang.

Ellers sker der ikke ret meget. Jeg har oprettet en scraprevision for at holde styr på hvor meget jeg bruger i forhold til hvad jeg køber. Lige nu ser det ikke ret godt ud, da jeg lige har fået min julegave hjem. Men det bliver forhåbentlig bedre.

Jeg knokler med at få scrappet. Der er Winter scrap fest på lifetime. Mit første delmål er 30 point og jeg er lige nu på 5 point, så der er et stykke vej igen.